Når den dejlige og særdeles spiselige almindelige kantarel er ved at lukke ned, kommer dens fætter, tragtkantarellen, frem i myldervis. Den kan ses i tætte tæppeformationer i skovbunden, hvor den prøver at camouflere sig med sin armybrun-grønne farve.

Den er karakteristisk ved, at stænglen eller stokken føles som gummi, som en bøjelig karamelstang eller som en gummisut. Trækker man den op med rod, følger der som regel jord og grannåle med. Skær klumpen af eller bedre: Skær stænglen over og lad klumpen sidde i jorden.

Derhjemme gøres de rene, hvilket er lettere end med den almindelige kantarel; derefter på panden i fem minutter, så tilsættes olie, efter fem minutter mere smider du hakkede løg og hakkede små stykker bacon på også, og enten kan du nu lave sovs ved at tilsætte fløde, eller du kan lave en lækker selvstændig ret – med fløde og komme resultatet på en skive ristet franskbrød.

PS. Man kan undvære fløde, hvis man er bange for at blive for tyk.

Tragtkantarellen kan være noget sværere at finde end den almindelige kantarel. Her ses den let, idet baggrunden er grannåle. Men er der brune blade, er det næsten helt umuligt.

Hiv dem op med rod eller skær dem over. Går du det sidste, er der næsten ingen snavs eller snegle eller orme eller andre svampebesøgsdyr.

Det ser uoverskueligt ud, når tragtkantarellerne ligger der på køkkenbordet. Men faktisk er der noget mindre arbejde med den end med dens smørgule fætter. Man renser det værste fra, putter dem i en skål, hælder vand over, ryster dem og ned i en si. Herfra direkte på panden eller i en frysepose – klar til næste måltid.