Det er forunderligt at vide, at livet er herfra og dertil. Vi mennesker er de eneste levende på denne jord, der godt ved, at vi skal dø – engang. Det er ikke noget, vi skænker specielt mange tanker, så længe vi er unge. Eller lidt mere modne og i arbejde. Så længe vi har travlt med mange områder af tilværelsen.
Så længe vi er i beskæftigelse. Så længe vi ikke er pensionister. Men den dag, vi går fra aktivt arbejde over i pensionisttilværelsen, er irreversibel, altså den kan ikke laves om. Bevares, vi kan måske arbejde længere i vores normale arbejde; vi kan finde på noget andet, måske fritidsarbejde, hvor vores kompetencer kan bruges – nogle år. Men en dag er det også slut. En dag vågner vi om morgenen og hører, at andre skal på arbejde. Men jeg skal ikke.
Det giver, ved jeg, i første omgang dårlig samvittighed. Mange års pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste er ikke sådan at ryste af. Nu har vi pensionen. Dejligt! Nu har man igen den frihed, vi havde som børn: Ingen reelle pligter, alt er sørget for én, dejligt. Ikke sandt?
Der er et aber dabei. For herfra går det kun nedad. Du kan sagtens bilde sig selv ind, at nok skal du dø, men det er ikke lige op over.
Den barske sandhed er, at tiden går uhyggeligt hurtigt. 65-70-75- fødselsdagene hvirvler af sted; du går knap nok at sig tak til gratulanterne på din 75-års dag, før din 80-års dag skal planlægges.
Det kan godt være samtaleemnet rundt omkring: At tiden går ufattelig hurtig. Dengang man var 16 og skulle have kørekort som 18-årig, var tiden mindst tre gange så lang. Nu er den tre gange så hurtig.
