Mødrehjælpen er en landsdækkende organisation med hovedsæde i København, hvorfra et sekretariat hjælper de eksisterende foreninger og butikker rundt omkring i landet og også aktivt medvirker til at åbne nye, hvor der måtte være behov. Mødrehjælpen Thisted lokalafdeling er tre år gammel og har allerede formået at sætte spor i det Thyske. Foreningen yder hjælp til enlige mødre og mødre, der i det hele taget har hjælp behov.

Ulla og Herdis er begge pensionister med hang til at yde en indsats frivilligt for andre. Derfor møder de op flere gange i måneden og står i Mødrehjælpen Thisteds lokaler og betjener kunder. Ikke alle frivillige er nødvendigvis pensionister.
– Jeg er tidligere sygeplejerske, siger Herdis.
– Og jeg har været ansat i en bank i mange år, og derefter blev jeg skolesekretær for at prøve noget andet, siger Ulla.

De er to eksempler på de henved 35 frivillige, der alle er knyttet til afdelingen i Thisted. Langt de fleste er pensionister, som her finder et stykke meningsfyldt arbejde. Det gælder både som ekspedienter i butikken, hvorfra sælges brugt, men rent og helt i orden- tøj til børn under 8 år og dem, der arrangerer dagsture til for eksempel Jesperhus eller Isbjerg eller Doverodde eller længere ture helt til Fårup Sommerland eller som medlem af bestyrelsen.

Formålet er at give trængte familier et pusterum og en mulighed for at kunne foretage sig det, alle andre måske mere økonomisk velbeslåede familier også gør. Coronaen har givet foreningen mulighed for at donere billetter til biograf og svømmehal, hvilket på det nærmeste har medført stormløb på afdelingen.

– Hvorfor Mødrehjælpen?

– Her har vi kolleger. Altså at mødes med nogen. Formålet kan man jo ikke sætte spørgsmålstegn ved. Jeg betegner mig selv som humanist, svarer Herdis.
– Jeg så en bette notits i avisen, da afdelingen her blev oprettet i november 2018. Så tænkte jeg, det ville jeg da godt hjælpe til med. Det er et godt formål, hvis man kan hjælpe dem, der har behov.
– Min søster har engang fået hjælp i København, siger Herdis.
– Der er mange damer?
– Mænd vil hellere spille billard! Det skal måske være mere håndgribeligt, tror jeg. Mere fysisk.
Ulla supplerer:
– Der hvor de sælger genbrugsmøbler for eksempel. Så skal de ud og hente dem, og der kræves kræfter til det.
– De kaster sig over noget andet end sociale områder. De spiller golf eller er medlem af klubber.

Her op til julen har butikken haft flere udendørs tilbud. En aften var der hotdogs på programmet, hvor en decideret pølsevogn stod til rådighed for publikum. En hotter kostede ingenting! En anden aften var der lykkehjul, hvor der var mange gevinster herunder billetter til Thy Rock. En popcornmaskine gav gratis popcorn til de forbipasserende, og her fik afdelingen ekstra hjælp af tre piger i skolealderen. "Vi bliver jo selv mødre engang", som en af dem sagde.

Mødrehjælpen er

Et holdepunkt, når du har brug for hjælp

Holdepunkt er for dig, som har brug for rådgivning og støtte som far, mor eller gravid. Og vi står klar med aktiviteter til dig og dit barn i en by nær dig, hedder det på Mødrehjælpens hjemmeside.

Op til jul går tusindvis af fattige børn rundt med ondt i maven, fordi julen står for døren. De tæller dagene til juleaften, men ved ikke, om der bliver en aften af fejre. For dem er julen en månedlang påmindelse om, at livet hverken er let eller ligetil.
”Man kan slet ikke udholde tanken om, at der er nogen som går rundt og har ondt i maven hele december måned, fordi de ikke kan give deres børn en ordentlig gave."
Den 15. december 2021 gæstede Hella Joof Aftenshowet på DR, hvor hun fortalte om sine tætte bånd til Mødrehjælpen, og hvad hendes forhold til Mødrehjælpen er ...

– De fleste kommer for at lede efter noget bestemt. Tingene er billige!

– Vi ser mange idealister, folk, der går ind for genbrug.

– En af de mange dejlige oplevelser, der følger med "jobbet" her, kan jeg fortælle om, siger en af de frivillige, der ikke ønsker sit navn frem. – Pludselig en dag kommer Bodil Jørgensen, ja, hende skuespilleren, ind og køber en masse og siger positive ting om Mødrehjælpen. Vi var simpelt hen så befippede, at vi ikke tænkte på, at vi da skulle have taget en selfi!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg